Buchla 200e

Igennem de sidste tre år har jeg ledt. Med lys og lygte efter lyde jeg kunne bruge i min musik, klange der kunne trænge igennem en elektronisk komposition, klange der kunne tage mine mange skitser til et nyt niveau.

Jeg tror det startede i Berlin. I en lille butik ejet af Andreas Schneider. Et rum fyldt med blinkende lys, ledninger og modulopdelte maskiner, der kunne sættes sammen på alle tænkelige måder – efter behov, og pengepung.

Berlin er et sted hvor alle “moderne” komponister på et eller andet tidspunkt i deres liv tilsyneladende lader sig fordybe i byens bastunge lyd, mørke afkroge, natteliv og historiefortællinger.
Byen repræsenterer et elektronisk vækstlag, der for mange virker som det eneste naturlige sted at slå sig ned.

Før min tur vidste jeg intet om modular synthesizere, men jeg havde en ide om, at jeg måske skulle anskaffe mig en. Om end ikke andet bare for at prøve det af.

Jeg endte hos Schneiders Bureau til et 5 timers indblik i hvordan man kunne få maskinerne til at reagere i kæde. Efter en blodig gennemkørsel af mit kreditkort, havde jeg anskaffet mig min første lille modular synth.
På hotelværelset senere den aften, kørte det rundt i hovedet på mig. og dagen efter blev den udvidet yderligere.

En ny verden åbnede sig for mig den dag. Muligheden for endelig at sammensætte sin egen maskinelle klang.
Det næste skridt ville selvfølgelig være at opkøbe og finde flere dele til systemet, gerne sjældne og specielle. “Tailormade modules”.

Jeg havde hørt om Buchla systemet længe før mit besøg hos Schneiders Bureau, jeg havde vurderet at det var lige stort til mig og at jeg ville starte med Eurorack formatet og se hvor det mon ledte mig hen.

Der findes et internet community der kun beskæftiger sig med modular synthesizere.
Det ledte mig til detaljerede snakke med de ledende synthesizer brugere og kunstnere. Richard Lainhart var ham der fik mig overtalt til at prøve kræfter med Buchla systemet..

Euroracket havde sine begrænsinger, og føltes ikke længere rigtigt som et instrument. Den slags kommer i perioder, men jeg kunne mærke jeg havde brug for noget mere unikt og noget mere gennemtænkt. 

Gennem et år fik jeg samlet delene til min Buchla. Et instrument i særklasse. 
Bygget sideløbende med Moogs første synthesizere på den modsatte kyst i i 1960’ernes USA og genopfundet som det 21 århundredes bedste eksempel på en digital/analog hybrid. Digital hukkommelse og polyfoni, et design der burde holde mindst 45 år og et yderst specielt repetoire ud i det soniske. Efter min mening et stykke historisk engeniør-kunst.

Historien om Buchlaen starter med San Fransico Tape Music Center og har rødder dybt i den amerikanske avant-garde. Morton Subotnick, Ramon Sender, Terry Riley og Pauline Oliveros. Det siges at Steve Reich kiggede forbi i ny og næ og var der ikke noget om hans spolebånd eksperimenter der var ret afgørende for hvilken retning han tog? (mere om det i et senere afsnit)

SFTMC havde besluttet at de ville have bygget et “musik arbejds æsel”. 
De havde et par auditions og endelig ind af døren kom Don Buchla. Don var Nasa chief-robotics engineer og kendte om nogen til teknik. Et “spacy mind” der adopterede de behov som SFTMC havde, ind i sin egen design filosofi. Buchlaen var født.

Buchlaen er ikke så udbredt og stadig sjælden selvom det synes at synth-enthusiaster verden over er begyndt at interessere sig for den. Firmaet er netop nu blevet købt af nogle investorer, så man kunne håbe at det kan løfte sig op igennem de mange lag og nå et større publikum.

Jeg har brugt Buchlaen til flere ting. Først og fremmest er det et fantastisk live instrument. Det er bygget til at blive spillet på, og når folk har set det bliver de meget betagede af det. Der sker noget med brugen af instrumentet når det bliver vist frem og spillet på. Det åbner sig. En slags – “destruction brings creation” – da man trækker kabler rundt mellem de forskellige funktioner og opbygger den ene kædereaktion efter den anden.

Maskinen er heller ikke bygget til tonal musik – Buchlaen er bygget til tekstur. Jo mere abstrakt man behandler den, jo bedre lyder den. 
På min nye plade har jeg brugt den til at sende mine lyde igennem, forme nye teksturer og som en slags meditation i min søgen efter de bedste melodi-mønstre. Der er noget meget trance/vanedannende over at sidde med den, lidt på samme måde som når man løser en labyrinth. Det sætter hjernen på arbejde, og når man så sidder med sit endelige resultat – så husker man rejsen dertil. Rewarding!

(En lille hilsen: Richard Lainhard afgik ved døden 31 december 2011, se video af hans fantastiske fortolkning af Olivier Messiaen’s “Oraison”, – Hvil i fred – og tak for hjælpen!)