Cristal Baschet

Cristal Baschet’en er et meget sjældent instrument. Opfundet i 50’erne af de to brødre Francois og Bernard Baschet i Frankrig. Francois var skulptøren og Bernard var musikeren. Der er 11 mennesker i verden der spiller på den.

Jeg hørte om Cristal’en ved et tilfælde.
I gennem snart et par år har jeg været interesseret i modul opbyggede synthesizere og moderne instrumentbyggeri. Hver gang jeg har hørt en lyd jeg ikke kendte så har jeg undersøgt metoden og instrumentet. I nogle helt specielle tilfælde har jeg anskaffet mig noget lignende for at prøve det af selv.

For nogle år siden lå jeg med feber omkring nytårsaften. Jeg var i Paris. På nettet var jeg begyndt at reseache på et instrument Oliver Messiaen havde skrevet musik til: en Ondes Matenot. Jeg fandt frem til en fransk musiker ved navn Thomas Bloch. Han spiller på Glas-harmonika, Ondes Matenot og Cristal Baschet. Alle sammen meget meget sjældne, dyre og specielt fremstillede instrumenter. Smukke glemte opfindelser.

Gennem mange år har jeg været stor beundrer af en amerikansk film komponist ved navn Cliff Martinez. I filmen “Sex, Lies and Videotapes” samplede han et værk lavet af en af cristal’ens opfindere. De tog kontakt og endte med at sælge ham et instrument. Lige siden har man kunnet høre den i hans musik, blandt andet i hans soundtrack til Nicholas Winding Refn’s “Drive”. Her spiller den en helt central rolle i soundtracket, og det var netop fordi jeg fulgte Cliff Martinez udgivelser jeg blev mindet om instrumentet. 

En research periode gik igang, det tog vel en måneds tid foran computeren indtil jeg fik etableret kontakt. Jeg fik fat i instrument-byggeren Frederic Bousquet. Han fortalte mig at der fandtes en gammel model i danmark. Selveste hendes majestæt Dronning Magrethe skulle eftersigende have modtaget en Cristal i gave fra den franske stat for 30 år siden.

Yderst interesseret ringede jeg rundt til komponister og orkestre. En forespørgsel endte hos Kongehuset, men længere nåede det aldrig. Tilbage til tegnebrættet!

Jeg ringede til Frederic og spurgte om det skulle være muligt at få bygget en cristal. Frederic tvivlede på at Bernard (opfinderen) ville synes det var en god ide, men han ville gerne spørge. Et link til min soundcloud profil blev sendt afsted til Frederic, og efter en uges tid vendte han tilbage. “Bernard og jeg har drøftet det og vi mener, at det vil være det værd at bygge og sælge dig et af vores instrumenter”. “Vi kan sagtens høre hvad du vil med instrumentet efter at have hørt din musik, vi har den klar til dig om 4 uger. “Den eneste betingelse er, at du kommer og henter det personligt hos mig hernede i Frankrig”.

Jeg takkede naturligvis ja og 4 uger senere var jeg på vej til Montpellier.
Fra Montpellier ville jeg den næste dag blive hentet og kørt til Quezac af Frederic.
Han var lige kommet hjem fra Paris med den store metal-plade der forstærker og forvrænger glasspillet. Han havde ringet da jeg stod i Charles De Gaulle i Paris og skulle skifte fly til Montpellier. Han havde fortalt at Bernard var meget syg, og at den metal-plade der udgør “kunstværket” i selve cristal’ens form sandsynligvis ville være den sidste som Bernard ville lave. Bernard var med sin alder på godt over 90, blevet for gammel til fremover at bøje pladerne selv.
Jeg var på vej op på toppen af et bjerg for at hente den sidste Baschet byggede Cristal – sikke et eventyr det var ved at blive! 

Vi ankom til værkstedet sent på eftermiddagen og mit fly skulle afsted klokken 11 næste formiddag. Frederic påpegede at tiden var knap hvis jeg skulle lære instrumentets hemmeligheder, lære at skille det af, vedligeholde det, og sidst men ikke mindst – teknikken. 
En ting bed sig fast. “Det vigtigste du skal huske på, er at dette instrument lyder så smukt, at folk lukker øjnene når de hører det. Det forpligter”.

Den nat sov jeg på et lille herberg i bidende kulde. Jeg kunne høre det stormede udenfor. Jeg vågnede klokken 5 og pakkede instrumentet ned sammen med Frederic.
På vej ned af bjerget fortalte han, at der var vandskader på alle huse i omegnen og at floderne var gået over deres breder. “I forhold til hvor meget det har stormet, så skal vi være heldige hvis du skal nå dit fly”. 

Der var faldet sten ned af bjergsiderne så vi måtte stoppe flere gange og skubbe dem ud over kanterne og navigere uden om – i bælg-ragende mørke.
Da lyset meldte sin ankomst den morgen og vi kom ned i dalen kunne man se et par hustage under vand, og trækroner der stak op. Hvad der igår havde været et lille flodløb, havde nu opslugt det omkringliggende tærræn.

Tre timer senere havde vi klaret os igennem Montpelliers trafik-knuder og lettet nåede vi frem til lufthavnen med 20 minutter til afgang. Med lynets hast tog vi afsked og fik tjekket de to kæmpe flightcases ind. Jeg nåede mit fly, og landede 4 timer senere i Kastrup med min lille 2 oktavers cristal – velvidende om, at jeg nu ejede et af de mest fantastiske instrumenter i verden.