Første presseomtaler 2012

Anmeldelser:

Gaffa *****

Fra soveværelsesproducer til bredtfavnende komponist

Mike Sheridans musik er blevet mere organisk på opfølgeren til hans succesfulde debutalbum. Ved Første Øjekast følger i bund og grund stadig en techno-orienteret tankegang i den forstand, at numrene er langstrakte og organiseret omkring teksturer i lige så høj grad som strukturer, men Mike Sheridan har haft modet til at søge længere ud end før. Det kan man høre i valget af instrumenter og lyde, hvor blandt andet violin, guitar, en analog Buchla modul-synth, et kammerkor og et ultra-sjældent glas-orgel har haft en rolle at spille.

Mestendels er arbejdet med en mere organisk tilgang vellykket, men enkelte steder kammer det en smule over. Eksempelvis er violinen på Et Nyt Sted et lidt uforklarligt country-element. Der er mange interessante sammenstød mellem pæne og varme lyde og mere truende elementer. Lyt for eksempel til nummeret med den særskrivningsramte titel September Luft (sic), som vover sig langt ud i nogle meget pæne pads dækket af akustisk guitar, men heldigvis reddes udflugten hjem med nogle anderledes barske droner, der tager over.

Det kan være svært at sætte genrebetegnelser på Ved Første Øjekast, for selv om pladen sagtens kan ses i lyset af den elektroniske musiks konventioner, så har Mike Sheridan ikke ladet sig begrænse af snart sagt noget som helst. Resultatet er en varm, abstrakt, skøn, krævende plade, som dog heller ikke er bange for at lege med poppede elementer, som det er tilfældet med de fine vokalindslag fra Rasmus Walter og Freja Loeb. Anbefalet!

Børsen *****

Soundvenue ***

Der er mange fine opdagelser på Mike Sheridans andet album. Hvert nummer har en lille overraskelse til dig. Det kan være en filmisk violinfrase, der viseagtigt giver sit besyv med og forsvinder igen. Eller blæsere der inderligt glider forbi i et vinterlandskab.

Freja Loeb og Ramus Walter gemmer sig også derinde. Til sidst optræder endda et kammerkor på albummets mest ambitiøse komposition. Alle overraskelserne (som nu er afsløret!) optræder i klangglade, vidtstrakte electronica-landskaber af lidt forskellig kvalitet. Arkitekturen er ikke lige overbevisende hver gang, specielt de mere eksperimenterende elementer virker søgende og lidt ufokuserede.

Den omtalte kammerkorsoptræden er for eksempel ikke så velfungerende i praksis, som den måske har virket på papiret. Harmonikken og melodien har ikke retning nok, og setup’et mangler en helhed, der giver de enkelte dele klar kompositorisk nødvendighed. De bedste bidder på albummet er dem, hvor en spændingsfyldt, kølig horisont mødes af et nærværende element a la den omtalte violin.

Her er Rasmus Walters popvokal på 'Udsigt' et andet enormt velfungerende eksempel. Mike Sheridan leger med at lade electronica og dance kigge hinanden i øjnene, men jeg ville ønske, at han var gået hele vejen og havde ladet nummeret ende i et endnu mere radikalt og skamløst Benny Benassi-agtigt klimaks. Albummets andet popforsøg med Freja Loeb er langt mindre velfungerende. Både melodien og teksten virker akavet og blodfattig.

Albummets mange overraskelser er fine, men mangler ofte en mere nuanceret emotionel form, der kan åbne op for de udsigter, der lægges op til.

Politikken ***

Man kan hurtigt blive forpustet af at lade blikket glide over Mike Sheridans meritter de sidste par år.

Den unge elektroniske komponist trådte for fire år siden direkte ud af drengeværelset, 16 år gammel, og viste med debutalbummet ’I syv sind’, at junior let kunne slå linjer mellem Amager og Berlin med sin lunt dubbede sofatechno.

Siden har Sheridan skrevet balletmusik, turneret med Rune Klan, lavet et filmsoundtrack og optrådt på de vigtigste danske festivaler.

Technodub som grundsubstans
Sheridan har mødt verden på den anden side af laptoppens blå skærmlys og er undervejs blevet en ung mand med voksende musikalske ambitioner. Og evner.

Med sig på sin vej ud af teenageårene har han nemlig haft en harddiskoptager i baglommen. Altid parat til at opfange en maskinel lyd, en gadesituations summen eller en stewardesse, der meddeler passagererne, at vi lander om lidt.

Lydfragmenter, der sammen med håndspillet violin, klaver og det sjældne glasorgel Cristal Baschet udgør lydsubstansen, der manipuleres og komponeres ud fra. Stadig med technodubben som mest markante stiltræk, men med opbrudte rytmiske strukturer og en mere tålmodighedskrævende form for kompositionsmusik.

Modsat Sheridans ellers hyperaktive aktivitetsniveau.

I knibe i lydlandskaberne
De blide ord fra stewardessen tæller hele sanseapparatet ned, en indledende hypnose, der fører ned i submusikalske mønstre, hvor der er tåget, mumlende og uklart.

Under et sart netværk af udstrakte blæsere og undseelige ekkoklange uden faste rytmiske gentagelser er Sheridan atter en natteravn på ensom vandring forbi storbyens stumme vinduer, navigerende mellem mærker i asfalten, som var de punkter i stjernebilleder.

De ordløse tracks får et poetisk modspil i titler som ’Håblyst’ og ’Tankesløjer’, mens Rasmus Walther, Freja Loeb og Mogens Dahl Kammerkor synger flere ord ind i Mike Sheridans væv. Her kommer Walther overraskende med sin rockende vokal bedst ud af den indbyggede knibe: Sheridan skriver ikke sange, men laver abstrakte lydlandskaber.

Loeb finder sig aldrig til rette og det højstemte kor virker overspekuleret.

Det gælder i øvrigt store dele af albummet, der får en til at gispe efter humor, lethed og luft. Måske lidt dagslys.

Sheridan anstrenger sig for at berette om sine mange nye musikalske overvejelser og ender med at notere abstraktionerne ned for tændt mikrofon på sin vej gennem verden – i stedet for at sende et postkort, der fortæller, at han er kommet frem.