Koncerthuset April 28 2012

Mike Sheridan’s “Ved første Øjekast” / “At first sight” i DR Koncerthuset from Mike Sheridan on Vimeo.

Gaffa *****

Hvordan skulle numrene fra Mike Sheridans ny plade forløses live? Spørgsmålet blev delvist besvaret, allerede inden koncerten gik i gang.

Scenen i Koncerthuset var nemlig fyldt med instrumenter. Et flygel, et harmonium, masser af percussion-instrumenter, en violin, en cello, og så selvfølgelig Mikes maskinpark, som udover computer og mixer også talte en Buchla-synth og hans umådeligt sjældne krystalglasorgel Cristal Baschet. Imponerende så det ud med sin retro-sci-fi-fremtoning, og lyden af det var smuk og nærmest udenjordisk. Koncerten begyndte med dubtechede takter, hvor de inviterede musikere og Mike selv skabte et fint møde mellem det elektroniske og det akustiske, mellem den drivende puls og det kompositorisk fyldestgørende. Åbningsnummeret forvandlede sig langsomt til appetitlig, flimrende ambient.

Rasmus Walter, som tidligere var medlem af Grand Avenue og nu er solokunstner i eget navn, entrede nu scenen sammen med Mogens Dahl Kammerkor. Sidstnævnte så i øvrigt voldsomt cool ud i den dramatiske, men effektivt enkle lyssætning. Nu fik vi så Udsigt, og ligesom på pladen skabte tilstedeværelsen af en sanger et identifikationspunkt, som selvfølgelig var fint at få, men det var egentlig ikke strengt nødvendigt (men altså heller ikke uvelkomment). Dels fordi samspillet mellem musikerne var fint, dels fordi aftenens publikum (med undtagelse af et par bøvede få) var indstillet på at lytte koncentreret, også når det blev abstrakt og ordløst.

I anden sats fik vi September Luft (sic), som føltes længere end på pladen, men absolut ikke på en negativ måde. En passage, der ramte rent ind, var da Bjarke Falgrens dybe, raspende cellodroner overtog fokus sammen med August Rosenbaums flygel. På mange måder udgjorde dette nummer en kerne i koncerten. Nummeret har i sig selv en kompositorisk vægt og udtryksmæssig elegance, som kom endnu mere til sin ret her i Koncerthuset.

Sidste sats, som bestod af fire numre, lagde hårdt ud med det i sammenhængen ret hårde og dubbede Brokvarteret. Her fik vi også buestrøgne metallofontoner fra Bent Clausen, og Gert Sørensen serverede theremintoner, som retfærdiggjorde instrumentets andet danske navn; æterofonen. Det her var virkelig musik fra de øverste luftlag. På dette tidspunkt i koncerten var spændingen i denne signaturs krop samtidig til at tage og føle på, for bagerst i virvaret af instrumenter stod en enorm gong-gong, og når man stiller sådan en op, forventer man, den bliver brugt. Det er lidt lige som, når der hænger et gevær på væggen i en film. Så ved man, at nogen skal blive skudt. Gong-gongen forblev dog urørt, og det understregede måske, at der var et vist improvisatorisk frirum for de inviterede musikere.

Det tredje vokalnummer, Håblyst, fungerede grundlæggende fint, men pegede måske på et af koncertens eneste svage punkter i denne signaturs ører. Bjarke Falgrens violintoner, som naturligvis var upåklageligt spillede, blev fra tid til anden og også i dette nummer en smule for lyriske for denne signaturs smag. Langt bedre var det, når stryger-manden spillede mere abstrakt, dronende. Det afsluttende Tankesløjfer, som sjovt nok er indledningsnummeret på Ved Første Øjekast, bød på mere dub og Mike Sheridan, som smådansede bag sine maskiner. Nummeret havde denne aften forvandlet sig til et organisk og luftigt technonummer for akustiske instrumenter, og det var en dejlig opløftende måde at slutte en koncert, som både var krævende og givende, af på.

Efter voldsom applaus og en undskyldende bemærkning om, at der ikke var flere numre, fik vi så alligevel et smukt, improviseret lille stykke på Cristal Baschet’et – måske mest, fordi Mike Sheridan havde glemt sin jakke inde på scenen, men sympatisk var det.

Politikken ****

Sheridan og hans fremragende orkester kunne sagtens spille Koncertsalen op. Men det var ingen fest.

Koncertsalens rustrøde farver og forskudte balkoner må stå model til lidt af hvert for tiden.

Just for nylig gæstede Oh Land salen bevæbnet med både DR Underholdningsorkester og discokugle og i denne uge fejrer The Raveonettes deres 10-års jubilæum i salen ved at spille deres knaldperle af en debut-ep i sin fulde længde.

Men den rytmiske musik klæder den højtidelige sal – og omvendt.

Det stod også klart, da 20-årige Mike Sheridan indtog Koncertsalen med et udstyrsstykke bestående af 200 kilo instrumenter betjent af Sheridan selv samt fire gæstemusikere, der udgjorde aftenens ensemble.

Luk-øjnene-og-lyt-koncert
Sheridan selv åbnede selv showet med en dystert vuggende beatrytme, der langsomt tog til i styrke.

Først efter flere minutter blev der skruet en anelse op for de svagt lysende spotlamper. Bandet faldt ind, og det gjorde godt. Raslende percussion, en grædende violin og sarte klaveranstrøg med Sheridans dybe stød af terrængående beats i bunden tilsat små melodistumper, der lifligt dansede i diskanten.

Første nummer varede godt et kvarter, og så var stilen lagt.

Det var en luk-øjnene-og-lyt-koncert. Købte man den præmis, var det en fin aften. Ville man feste, var man gået forkert. Men så skulle man næppe have indløst billet til at begynde med.

Velfungerende orkester
For det Sheridan kan er at bygge lydlandskaber op, så de dybe beatbunde rokeres rundt som ren pladetektonik – bare i et lidt mere tjept tempo, prisværdigt nok.

Men hvor han i albumformat godt kan blive en smule monoton, var det et lydmæssigt eventyr at opleve ham live.

Ikke mindst takket være multiinstrumentalist Bent Clausen, der residerede bag et virvar af percussion. Det var en stor fornøjelse at lytte til hans mesterligt diskrete slagtøjsspil, der blomstrede frem som forårskåde knopskud i samspil med Sheridans elektronisk funderede beats.

På flygel havde Sheridan August Rosenbaum, på violin og cello Bjarke Falgren og ud over Clausen på slagtøj var også Radiosymfoniorkestrets solojanitshar Gert Sørensen.

En orkesterformation så velfungerende, at de medbragte gæstevokalister i form af rocksangeren Rasmus Walter samt Mogens Dahl Kammerkor stod for nogle af aftenens mindre bjergtagende momenter.

Organisk elektronik
For Sheridan og hans musikalske venner bredte virkelig paletten ud.

Hovedpersonen selv sad bag et virvar af ledninger og noget der lignede en modulær synthesizer. Han samplede real-lyde og spillede ind imellem på en såkaldt Cristal Baschet.

Den ligner et lille orgel af udstrakte glascylindere, som man skal have våde fingre for at kunne spille på, og lyder som en blanding mellem et kirkeorgel og den klangfuldt pibende lyd der kan fremkomme, når man gnider på kanten af et rødvinsglas.

Den er et godt eksempel på den mere organiske lyd, der prægede koncerten, men som også gør sig gældende på Sheridans for nyligt udkomne andet album, ’Ved første øjekast’.

Og det var en følelse, man godt kunne have leget mere med.

Først på sangen ’September Luft’ blev bassen så dyb, at man kunne mærke det fysisk i en grad så Koncertsalens bløde sæder i få lyksalige sekunder føltes som blidt summende massagestole. Det var en herligt korporlig manifestation musikkens energi i en genre, der ofte karakteriseres ved sin hårde, maskinelle elektronik.

Men i hænderne på Sheridan, Clausen, Rosenbaum, Sørensen og Falgren blev den meget mere end det.

Pictures by Terranaut